Først og fremmest tusinde tak til de af jer der deltog i MG Randersløbet 2024, men også til alle dem der tidligere har deltaget gennem de sidste 36 år.
Det har været en fantastisk tid, hvilket jeg har nydt og altid glædet mig til at arrangere ikke mindst sammen med min dejlige familie, det har været noget vi virkelig har været sammen om og haft mange skønne timer i forbindelse med – finde skønne ruter og sjove opgaver og ikke mindst se alle de glade deltagere ved arrangementerne, der er jo det der har gjort det til noget helt særligt.
Der er enkelte der faktisk her deltaget i samtlige MG Randersløb – hatten af for dem, det har nok ikke været helt galt med vores koncept.
Efter 36 år som arrangør, som rent faktisk er over halvdelen af mit liv, er vi blevet enige om, at årets MG Randersløb skulle blive det sidste – i hvert tilfælde med mig ved roret.
Det er med stor vemod at skulle takke af efter alle disse dejlige oplevelser, men desværre kan jeg mærke ”gnisten” og overskuddet ikke er hvad det har været – troede ellers at det skulle blive meget nemmere efter jeg har fået min PH.D (pensionist hele dagen), men helbredet har drillet lidt hvorfor jeg har valgt at takke af.
Er der nogle der kunne tænke sig at overtage konceptet ”MG Randersløbet” vil jeg blive glad (gør ikke noget det er en lidt yngre årgang) jeg står gerne til rådighed med råd og vejledninger samt diverse koncepter samt evt. overtagelse af hjemmesiden.
Nok engang tusinde tak til jer, der har gjort min tid og engagement i MG klubben til noget helt fantastisk !
Det giver sgu da lidt våde øjne – håber vi ses derude !
- Finn Gravesen